I den lille, idylliske landsby Ville-Dommange, beliggende i Montagne de Reims, møder vi Virginie, som viderefører generationers erfaringer og kærlighed til champagne. Hun er vokset op her – og legede som lille i vinmarkerne, hvor hun fulgte med i sine forældres arbejde med at passe deres vinstokke, høste og fremstille champagne. I begyndelsen var det bare leg, men med tiden kom interessen også, og Virginie vidste allerede som helt ung, at hun ville være champagneproducent.

Efter nogle års uddannelse – både på skole og rent praktisk rundt omkring i verden – vendte Virginie i 2015 hjem til familien for at tage del i produktionen af champagne, og især for at begynde at fremstille sine helt egne. Virginie har overtaget nogle af forældrenes marker og arbejder målrettet med at skabe sit eget navn.

Virginie har fokus på miljøet og er derfor gået forrest i omlægningen af familiens arbejde, så de i dag er HVE-certificerede – en særlig fransk miljø-certificering. Men Virginie ønsker at fortsætte mod mere miljørigtige metoder.

Det kan godt være, at Virginie kun er sidst tyverne, men hun har en klar idé om, hvor hun er på vej hen; hun har en plan for sin champagneproduktion og arbejder målrettet og reflekteret for at finde frem til sit helt eget udtryk og egen stil på sine champagner. Samtidig gør hun op med den noget mandsdominerede forestilling om arbejdet med champagneproduktion. Det er ikke en tilfældighed, at hendes champagner er opkaldt efter de kvinder i hendes familie, der før Virginie har været med til at passe godt på de marker, hun nu høster fra.